Sidste gang talte jeg en del om valget. Både de store, eksistentielle valg og de mere hverdagsagtige valg. Det var alt sammen ud fra nogle temaer i filmen, Cloud Atlas. Hvis I ikke har set indlægget, kan I jo lige klikke ind på min video fra sidste uge.

I dag vil jeg gerne tale lidt om de valg, som man står i, når man skriver musik. Der er ufattelig mange muligheder for i hvilken retning, et stykke musik, en sang, kan gå. Og samtidig kan nogle få valg af toner og rytmer være afgørende for musikkens karakter.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i en sang, som jeg har skrevet til et fællesprojekt med to billedkunstnere. Under planlægningsprocessen havde jeg været inde og besøge den ene af dem og hun havde vist mig de her figurer, som hun havde malet. Jeg har et linoleumssnit af dem her. På vejen hjem, det var en sommeraften, lå der hvid dis udover området omkring Gravlev sø, bakkerne var indhyllet i et magisk skær. Mit hoved var fyldt af de dansende skikkelser, jeg kunne se dem for mig i disen, de havde noget overjordisk over sig, noget evigt, noget transcendent. Og jeg kørte hjem og skrev sangen, ”Vaporizing in the Sun”.

Jeg vil gerne spille sangen for jer først, og snakke om den bagefter.

Introen tænker jeg som en indramning af hele scenariet, magien, twilight=tusmørke. Så ville jeg gerne lave nogle klokkelignende figurer i verset, de er meget stringente, enkle, som uret der tikker, tiden der går og går, samtidig med at sangen handler om evigheden, hvor tiden ikke længere eksisterer. Men klokkerne bevæger sig hen imod noget, meningen var at melodien skulle udvikle sig og kulminere i et omkvæd.

Det var faktisk rigtig svært at finde det omkvæd. Men det endte med at blive i bossa. Og hvorfor gjorde det det? Jeg havde ikke forventet det, da jeg begyndte på sangen. Men nogle gange, så kommer man til at lade en sang følge én retning. Og når man først er trådt ind på den vej, så er det der, den etablerer sig. Ingen vej tilbage. Sådan var det for mig med denne sang.

Her senere tænker jeg så, at der kunne være noget symbolsk i netop det valg. Jeg ville gerne udtrykke noget om evigheden, om hvordan der måske er på den anden side, men hvordan? Det er og bliver et trosspørgsmål. Så måske ville jeg på en let og ikke alt for alvorlig måde invitere lytteren til at udforske området, være nysgerrig, tænke over hvad der er på den anden side af døden, overveje den mulighed, at mennesket kan være et evigt væsen. Jeg tror selv på det. Men når man vil tale med andre om sådan noget, må man træde varsomt.

Men hvordan kunne det mon have lydt, hvis jeg havde valgt en anden vej, et andet omkvæd? Bossa´en følger stadig tiden. Hvad hvis nu vi havde ladt klokkespillet kulminere i en verden uden tid? Som en afspejling af evigheden.

Og vi kunne stadig være endt her, hvor det oprindelige omkvæd ender. Og intro-temaet kommer igen, bare i en dybere toneart. Så noget genkendeligt, en begyndelse, og alligevel har det skiftet karakter. Næste skridt er noget helt andet, og hvorfor det? Jeg så en koncert-optagelse sidste år, hvor jeg spillede denne her sang. Og jeg tænkte, nej, det der virker simpelthen ikke. Det er alt for bombastisk, melodien passer ikke til akkompagnementet. Men vi kan heller ikke gå tilbage til klokkerne, ikke efter omkvædet. Hvad så? Der kunne jo være noget instrumentalt lige her, den dybe rytme kunne godt passes ind med nogle klange henover. Vi ville bygge videre på evigheds-drømmene. Men hvor skulle teksten så flettes ind?

Et central sted er der, hvor teksten siger: "As if the sorrows of the world had vanished like waterdrops vaporizing in the sun."

Derfor har jeg valgt at standse sangen lige her, for at dvæle lidt ved teksten. Derfra bygger den op mod omkvædet, spørgsmålet er om det skal gøres på en anden måde. Og om sangen overhovedet kan vende tilbage til sit omkvæd. Hvad synes I? Jeg er selv klar til at lade sangen udvikle sig på en ny måde. Så lad os se, om der kommer en genindspilning af den på et tidspunkt

Det var alt for nu. Næste gang vender jeg tilbage til filmen Cloud Atlas med et andet tema i fokus. Og givetvis også noget musik.