24. januar 2020
I dag har jeg lyst til at dele en sang med jer, som jeg skrev til et maleri for nogle år siden.
Billedet forestiller Jane Austen, som hun er fremstillet i filmen Becoming Jane og er malet af Marie Fredborg Jungersen.
Jeg har altid været fascineret af forfattere. Og undret mig over, hvor alle deres historier kommer fra, deres viden, deres indsigt i mennesker, deres evne til at drage os ind i et nyt univers, en ny historie og for en tid tryllebinde os helt og aldeles. Hvordan de formår at fremstille fiktive karakterer på en sådan måde, at de bliver levende mennesker for os og vi faktisk bekymrer os for deres (fiktive) skæbne.
Imens jeg betragtede denne smukke visualisering af Jane Austen, kom jeg til at tænke på et udtryk fra en Salman Rushdie-fortælling; et "mindepalads". Et mindepalads er i fortællingen en person, i hvem en masse minder, en masse informationer, er gemt, men uden at personen er bevidst om det. De rummer dem bare. Opmagasinerer dem indtil nogle skal bruge oplysningerne. Sådan tænker jeg, at det er med forfattere. De har gemt en masse viden, minder, historier, i sig. En del af det sikkert ubevidst, men noget, som de kan trække ud af ærmet, når de skriver.
Håber I kan lide sangen. Jeg forestiller mig på sigt at arrangere den for flere instrumenter, så det kan være, at den pludselig dukker op i en helt anden version.
12. december 2019
I dag vil jeg gerne vende lidt tilbage til filmen, Cloud Atlas, som jeg talte om for et par gange siden. Der er endnu et interessant tema i filmen. Det handler om, hvordan mennesker styrer hinanden gennem konventioner, normer, det samfundsmæssigt acceptable. Et citat, som jeg finder betydningsfuldt i filmen, er, da en ung mand (komponist og central figur i historien) skriver til hans kæreste, en anden ung mand.
“I understand now that boundaries between noise and sound are conventions. All boundaries are conventions, waiting to be transcended. One may transcend any convention if only one can first conceive of doing so.”
”Jeg forstår nu, at grænserne imellem støj og lyd er konventioner. Alle grænser er konventioner, som venter på at blive overskredet. Man vil kunne overskride enhver konvention, hvis man først kan forestille sig at gøre det.”
Indenfor musikkens verden giver denne sætning fuldstændig mening, fordi mange af de sondringer, vi automatisk foretager imellem god musik og mindre god musik, hvad vi synes, der klinger grimt eller smukt, i høj grad også kan handle om, hvad vores ører er vant til at lytte til. Hvilken musikalsk konvention vi er opdraget med. Og i hvilken kontekst vi lytter til det, hvad vi lige har hørt inden … og så videre.
Citatet skal selvfølgelig også forstås i en større sammenhæng, det er konventionerne, der afgør hvilken type adfærd, livsstil med mere, vi kan acceptere. Forskellige menneskers værdier, og derudaf deres moral, spiller ind her. Og derfor kan normer og konventioner være vanskelige at diskutere, da de som regel tager udgangspunkt i nogle indre, subjektive værdier, vi hver især har. Og hvem har så de rigtige værdier? Skal man overhovedet overskride grænser? Og skal man gøre det, fordi man kan? For at provokere? Hvad er ens bevæggrund for at overskride en konvention? Og hvad er ens bevæggrund for at mene, at en konvention ikke bør overskrides?
Under alle omstændigheder, er det en vigtig diskussion, det er sundt, synes jeg, at vi indimellem stiller spørgsmålstegn ved vores egne holdninger og overvejer, hvorfor vi egentlig har dem. Hvor kommer de fra? Har vi overtaget dem fra nogen, uden at forholde os til hvorfor? Eller har vi dem bare, fordi menneskene i det miljø, vi befinder os i, har de samme holdninger?
Tilbage til musikken: Når vi nu taler om konventioner i musikken, så var jeg for en uge siden til teaterkoncert med Bjørk i København. Det var mere en egentlig forestilling end en koncert, forstået på den måde, at alle musikere var skuespillere i en performance, der var timet og tilrettelagt fra start til slut. Alt sammen pakket ind i de smukkeste visuals. Det var meget betagende, en oplevelse af helhed, så smukt, og noget, som jeg vil bære med mig i lang tid.
Bjørk har i den grad været en kunstner, som vores ører skulle vænne sig til. Hun har overskredet en hel del musikalske konventioner og hermed skabt noget nyt. For mange år siden kunne jeg ikke udstå hendes musik. Sådan var det, indtil jeg skrev opgave om hende på universitetet, hvor jeg begyndte at nærstudere hendes musik, og fandt hoved og hale i galskaben. Det gik lige fra had til kærlighed. Pludselig gav hendes musik mening, og siden har jeg været aldeles indfanget af hendes univers.
Hvis I har lyst, kunne det være sjovt at høre, hvad I synes om Bjørk. Hvad er det i hendes musik, som virkelig taler til jer - eller hvad er det, som I slet ikke kan holde ud?
Næste gang vil jeg spille noget mere musik for jer, også noget af mit eget. Tak for nu :-)
5. december 2019
Sidste gang talte jeg en del om valget. Både de store, eksistentielle valg og de mere hverdagsagtige valg. Det var alt sammen ud fra nogle temaer i filmen, Cloud Atlas. Hvis I ikke har set indlægget, kan I jo lige klikke ind på min video fra sidste uge.
I dag vil jeg gerne tale lidt om de valg, som man står i, når man skriver musik. Der er ufattelig mange muligheder for i hvilken retning, et stykke musik, en sang, kan gå. Og samtidig kan nogle få valg af toner og rytmer være afgørende for musikkens karakter.
Jeg vil gerne tage udgangspunkt i en sang, som jeg har skrevet til et fællesprojekt med to billedkunstnere. Under planlægningsprocessen havde jeg været inde og besøge den ene af dem og hun havde vist mig de her figurer, som hun havde malet. Jeg har et linoleumssnit af dem her. På vejen hjem, det var en sommeraften, lå der hvid dis udover området omkring Gravlev sø, bakkerne var indhyllet i et magisk skær. Mit hoved var fyldt af de dansende skikkelser, jeg kunne se dem for mig i disen, de havde noget overjordisk over sig, noget evigt, noget transcendent. Og jeg kørte hjem og skrev sangen, ”Vaporizing in the Sun”.
Jeg vil gerne spille sangen for jer først, og snakke om den bagefter.
Introen tænker jeg som en indramning af hele scenariet, magien, twilight=tusmørke. Så ville jeg gerne lave nogle klokkelignende figurer i verset, de er meget stringente, enkle, som uret der tikker, tiden der går og går, samtidig med at sangen handler om evigheden, hvor tiden ikke længere eksisterer. Men klokkerne bevæger sig hen imod noget, meningen var at melodien skulle udvikle sig og kulminere i et omkvæd.
Det var faktisk rigtig svært at finde det omkvæd. Men det endte med at blive i bossa. Og hvorfor gjorde det det? Jeg havde ikke forventet det, da jeg begyndte på sangen. Men nogle gange, så kommer man til at lade en sang følge én retning. Og når man først er trådt ind på den vej, så er det der, den etablerer sig. Ingen vej tilbage. Sådan var det for mig med denne sang.
Her senere tænker jeg så, at der kunne være noget symbolsk i netop det valg. Jeg ville gerne udtrykke noget om evigheden, om hvordan der måske er på den anden side, men hvordan? Det er og bliver et trosspørgsmål. Så måske ville jeg på en let og ikke alt for alvorlig måde invitere lytteren til at udforske området, være nysgerrig, tænke over hvad der er på den anden side af døden, overveje den mulighed, at mennesket kan være et evigt væsen. Jeg tror selv på det. Men når man vil tale med andre om sådan noget, må man træde varsomt.
Men hvordan kunne det mon have lydt, hvis jeg havde valgt en anden vej, et andet omkvæd? Bossa´en følger stadig tiden. Hvad hvis nu vi havde ladt klokkespillet kulminere i en verden uden tid? Som en afspejling af evigheden.
Og vi kunne stadig være endt her, hvor det oprindelige omkvæd ender. Og intro-temaet kommer igen, bare i en dybere toneart. Så noget genkendeligt, en begyndelse, og alligevel har det skiftet karakter. Næste skridt er noget helt andet, og hvorfor det? Jeg så en koncert-optagelse sidste år, hvor jeg spillede denne her sang. Og jeg tænkte, nej, det der virker simpelthen ikke. Det er alt for bombastisk, melodien passer ikke til akkompagnementet. Men vi kan heller ikke gå tilbage til klokkerne, ikke efter omkvædet. Hvad så? Der kunne jo være noget instrumentalt lige her, den dybe rytme kunne godt passes ind med nogle klange henover. Vi ville bygge videre på evigheds-drømmene. Men hvor skulle teksten så flettes ind?
Et central sted er der, hvor teksten siger: "As if the sorrows of the world had vanished like waterdrops vaporizing in the sun."
Derfor har jeg valgt at standse sangen lige her, for at dvæle lidt ved teksten. Derfra bygger den op mod omkvædet, spørgsmålet er om det skal gøres på en anden måde. Og om sangen overhovedet kan vende tilbage til sit omkvæd. Hvad synes I? Jeg er selv klar til at lade sangen udvikle sig på en ny måde. Så lad os se, om der kommer en genindspilning af den på et tidspunkt
Det var alt for nu. Næste gang vender jeg tilbage til filmen Cloud Atlas med et andet tema i fokus. Og givetvis også noget musik.
28. november 2019
Genkender I temaet? Et meget enkelt tema og alligevel så virkningsfuldt. Om et par uger vender jeg tilbage med et andet filmmusiktema, som også er enkelt, og alligevel formår at indramme stemningen i en hel film.
Jeg har for nylig genset filmen, Cloud Atlas, en stærkt anbefalelsesværdig film og unik som noget jeg sjældent har set. Den fortæller historien om menneskeskæbner i flere generationer, de samme skuespillere spiller en rolle i flere tidsperioder, og man ser hvordan mennesker ændrer sig fra generation til generation. Nogle til det værre, andre til det bedre. I virkeligheden ville det vel svare til, at dele af min tip-tip-oldemor er genspejlet i mig, noget af slægtens karaktertræk er bevaret, mens andet har forandret sig. Jeg kan både være en bedre og værre udgave af min tip-tip-oldemor. Det er ret fascinerende at tænke på, synes jeg.
Et af hovedtemaerne i Clous Atlas handler om at stå op for det, man tror på, ligegyldigt hvilke konsekvenser det får, om man så må ofre sit liv for det. Selvom det enkelte menneske føler sig lille og ubetydeligt, vil ens handlinger, ens valg sprede sig som ringe i vandet. Måske vil det synes nyttesløst lige nu og her, og alligevel kan det få konsekvenser for de kommende generationer.
Vi kender alle sammen den tanke, at vi kunne have valgt noget anderledes. Lige fra den samtale, som vi undgik, det, som vi ikke fik spurgt til, eller det som vi netop fik sagt, men fortrød bagefter til den uddannelse vi valgte, eller det sted vi flyttede fra eller til. Hvad vores valg betyder, ved vi ikke altid her og nu. Heldigvis. Men nogle gange kan vi se konsekvenserne af dem i bakspejlet. ”At leve sit liv forlæns, men forstå det baglæns.” Søren Kierkegaard taler om det eksistentielle valg, at vælge sig selv her og nu. Nogle gange ved vi inderst inde, hvad vi bør vælge, men vælger det alligevel ikke.
Set ind i denne films kontekst, vil vores valg få konsekvenser for de kommende generationer. Det kan man godt blive skør af at tænke på, alting bliver pludselig meget alvorligt og meget uoverskueligt. Omvendt kan det, at en lille handling er så betydningsfuld, også forstås som noget positivt, at enhver god handling gør en forskel, hvor ubetydelig den end synes.
Som den unge svigersøn i Cloud Atlas, der ønsker at bekæmpe slaveriet, siger til svigerfaderen, der er slavehandler og mener, at hans indsats vil nytte ligeså lidt som én dråbe i et hav. Hvortil svigersønnen svarer;
”What is an ocean, but a multitude of drops?"
En vidunderlig sætning, synes jeg.
Når man skriver musik (eller så meget andet), så har det enkelte valg også stor betydning. Valget af toner og rytmer kommer til at afgøre musikkens karakter. For hver tone, for hver akkord står man overfor et nyt valg. Det er både spændende og frustrerende på samme tid.
I næste uge vil jeg gerne snakke mere om musikken og valget. God weekend
8. november 2019
Præsentation:
Musik:
Dagens blogindlæg tager udgangspunkt i en opgave, som jeg har fået. Jeg går jo til komposition og lige i øjeblikket arbejder vi med den franske komponist, Olivier Messiaen, fra det 20. årh. Han er et yderst interessant bekendtskab og jeg kan varmt enbefale jer at lytte til ham. Jeg har kun hørt en lille bitte smule af hans værker indtil videre og det er fuldstændig magisk.
Jeg har fået den opgave at skrive en melodi over en af hans skalaer og så var det min tanke, at jeg ville prøve at knytte en tekst eller en historie til. En historie blev det ikke til, og så alligevel… fordi jeg kom i tanke om et scenarie fra Bibelen: Der, hvor Jesus står udenfor Jerusalem, kort tid inden Palmesøndag, og han græder over Jerusalem. Græder over Jerusalems ødelæggelse, som han forudsiger og som sker få år senere. Så kom jeg faktisk også til at tænke på, at der går nogle tråde tilbage til Jeremias´ bog. Jeremias er en af de store profeter i det Gamle Testamente. Han forudsiger, omend ikke Jerusalems ødelæggelse, så at Jerusalem bliver erobret af Babylon og israelitterne kommer i babylonisk fangenskab, 586 før Kristus. Jeremias forudsiger det og han oplever det og han græder over Jerusalem. Som Jesus græder over Jerusalem 5-600 år senere. For en god ordens skyld, vil jeg sige, at det her jo bare er min fantasi og mine associationer. Jeg ved ikke, hvordan musikken lød i Jerusalem på det tidspunkt. Jeg får bare nogle billeder i hovedet, når jeg skriver. Jeg har skrevet nogle få ord ned på engelsk for at indramme stemningen i musikken: ”Like a mother weeping over her child, you wept over your city, over your people.”16. oktober 2019
Jeg læste Haruki Murakamis dobbelte bind, "Mordet på Kommandanten" i sommerferien. Og jeg må sige, at jeg åd den råt. Jeg har indtil videre læst tre af hans bøger og hvor er jeg vild med hans univers. Det er både mystisk, varmt, eventyrligt, filosofisk og hvad der ellers er godt. Nu har jeg så kastet mig ud i et forsøg på at komponere musik inspireret af denne historie. Det viste sig at blive en kompliceret affære. Især fordi jeg syntes, det skulle være et mere klassisk orienteret klaverstykke uden sang.
Jeg er for nylig begyndt at modtage undervisning i komposition, jeg er virkelig blevet sat på arbejde, men det er meget inspirerende. Og derfor også lidt oplagt for mig at forsøge mig med nogle klaverstykker. Sidenhen skal jeg også i gang med at nedskrive dem på noder, noget, som jeg ellers ikke har haft for vane.
Så her er mit slet-ikke-færdige udkast til en musikalsk fortolkning af Mordet på Kommandanten. En lille forsmag, kunne man måske kalde det ;-)
7. oktober 2019
Da jeg første gang læste Harry Potter-bøgerne, blev jeg hurtigt indfanget af historien. I en sådan grad, at jeg undervejs gav mig til at skrive nogle engelske tekster inspireret af bøgerne. Nogle af dem blev til sange. Denne tekst, som jeg gerne vil dele med jer i dag, forblev en slags digt.
30. september 2019
Jeg faldt lige over en sang, som jeg har skrevet for efterhånden mange år siden. Det var måske dengang, at jeg første gang fandt ud af, hvor meget stemningsbilleder fra film inspirerer mig. Jeg havde set Francis Ford Coppolas version af Dracula fra 1992 og var dybt betaget af denne dystre, smukke og skæbnesvangre film. Med Gary Oldman i hovedrollen som Dracula, så blev det ikke meget bedre.
En scene, der særligt betog mig, var, da Dracula står ved et vindue, forklædt som rigtigt menneske, sammen med den smukke Mina. Hun minder ham om hans kone, Elisabeta, der styrtede sig selv i døden for mange år siden. Hele settingen, og ikke mindst musikken, er så smuk i den scene, at jeg fik lyst til at skrive en kærlighedssang. Lidt som noget fra en film. Kærlighedssange er ellers ikke lige mit område, men en sjælden gang popper der en op. Denne hedder "I cannot refuse".

Jeg betragter mig selv som en ”eventyrmager”.
En person, der skaber magiske fortællinger.
En brobygger mellem virkelighed og fantasi.
Copyright© 2026, SPIFFING UNIVERSE, Alle rettigheder forbeholdes.